Tiamat var urmoderen, det første kvindelige aspekt af verden og det kaos, som kosmos skulle skabes ud af.
Hun var beskrevet som en frygtindgydende drage eller et slangelignende væsen, der skulle bekæmpes, og ud af hendes krop blev hele verden bygget.
Fra Babylon I nutidens Irak omkring 1800 fvt., findes en fascinerende skabelsesmyte om en guddommelig kaoskamp, der forklarede verdens skabelse.
Myten var skrevet for at legitimere at Babylon, en ellers ubetydelig bystat i Mesopotamien, pludselig var den største by og magtfaktor.
Med den babylonske konge Hammurapi 1848-1806 f.v.t. havde byen fået stor succes, magt og rigdom.
I Mesopotamien havde alle byer deres egen bygud, og med Babylons triumf, skulle det også forklares, hvorfor Babylons ellers ubetydelige bygud, Marduk, pludselig kunne blive den største af guderne.
Myten hedder Enuma Elish, hvilket betyder ”dengang da foroven,” og er de første ord i skriftet.
Myten begynder i tidernes morgen, før alt blev skabt og hvor der kun var vandet, der var delt i to. Tiamat var det kvindelige, salte hav og hendes mage, Apsû, var det maskuline, ferskvand.
Tiamat blandede sit salte vand med sin mage Apsûs underjordiske og ferske vand.
Ud af denne sammenblanding opstod det første gudepar.
Gudeparet formerede sig og flere generationer af guder opstod løbende.
For hver generation, blev de stærkere og visere.
De største af guderne var Anu og hans søn Ea, guder der tidligere havde været de største guder og som repræsenterede de tidligere største bystater.
De mange nye guder i verden forstyrrede Tiamat og Apsû. Guderne larmede og Apsû blev rasende og ville udslette dem.
Tiamat protesterede, da det jo var deres eget afkom.
Apsû gik alligevel til angreb, men blev dræbt af Ea, der grundlagde sit hjem i Apsû, det ferske vand.
Her fik Ea og hans hustru Damnkina, som vi ellers ikke hører om, sønnen Marduk, Babylons bygud.
Marduk var fra fødslen mægtigere, klogere og smukkere end alle andre guder og han var alle gudernes favorit.
Guderne elskede ham og gav ham alverdens gaver og flere af deres egne egenskaber.
Tiamat sørgede dog over sin mages død, og hun blev stadig forstyrret af gudernes larm.
Derfor besluttede hun at hun ville have hævn.
Hun fandt en ny mage, en ubetydelig guddom ved navn Kingu, som hun avlede mange dæmoner med.
På denne måde fik hun en hær og Kingu førte hæren an.
Guderne opdagede Tiamats planer og både Anu og Ea forsøgte at tale hende fra det, men uden held.
Til sidst måtte den yngste, den klogeste og den smukkeste, nemlig guden Marduk, træde frem.
For som det står skrevet i myten "er en kvindes styrke stor, men ikke større end en mands."
Guderne gav Marduk al kongeværdigheden og i en kaoskamp lykkes det ham, at besejre først Kingu og dernæst Tiamat.
Marduk er dog ikke færdig her.
Ud af Tiamats legeme byggede Marduk hele verden.
Kroppen blev delt i to, den øverste blev himlen og den nederste blev jorden.
Bjerge, dale skyer, var alle en del af tiamats krop. Hendes hale blev mælkevejen og hendes tårer blev til de to floder Eufrat og Tigris, der var livsnerven i Mesopotamien.
Derefter byggede Marduk sit tempel i Babylon, Esagil.
I Esagil byggede han boliger til alle guderne, men med ham selv som kongen.
På denne måde fik byen Babylon forklaret sin nye magt i Mesopotamien og, hvorfor netop deres bygud, Mardukulle være den største.
Tiamat og Marduks kamp er blot én, I en række af kaoskampe fra hele verden, der grundlægger hele verdensordenen.
Gennem myterne kunne riger og konger legitimere, at netop de selv var de rette konger og at deres gud var den rigtige.
Det var i Babylon at den jødiske elite blev sendt i eksil og Babylons og Mesopotamiens mytologi er en stor inspiration for det Gamle Testamente.
Med Tiamat, det oprindelige kvindelige aspekt af verden, der både personificerer kaos og kosmos, ønskes alle god fredag.
Foto:
Marduk placeret på urvandet Tiamat.
Relief af Anzu og Ninurta, men er ofte idag benyttet som billede på Tiamat og Marduk. Tempel i Nimrud. Ca. 860 fvt. British Museum
Muligvis Tiamat og Marduk. Cylindersegl, 900-750 evt. British Museum.
Yderligere litteratur:
Gilgamesh * Enuma Elish, Ulla og Aage Westenholtz.
Comments