Årets mørkeste dage er på tværs af tid, sted og religion, omgærdet af frygt, fascination og mystik.
Solens gang på himlen havde farlige, mytiske fortællinger og detaljerede ritualer, som menneskebe skulle udføre.
Forskellige religioner havde både myter og ritualer, der forklarede hvad der skete, og som sikrede, at menneskene gjorde deres til, at lyset igen opstod.
Ofte var solen personificeret i en mægtig solgud eller gudinde, der som skulle holde tilfreds, eller var truet af mørket og kaos .
Det ses hos Aztekerne, Akkaderne, Egypterne, Vikingerne og mange, mange andre.
Gudernes kamp mod mørket kunne være vist i en kamp mod et ondt væsen, en kaosmagt.
Det var en dødbringende kamp, der var foregået i en fjern urtid, men som mennesket nu skulle hjælpe guden til at vinde igen, igennem ritualerne.
Ritualet dannede et nulpunkt, hvor alt kunne ske, solen kunne forsvinde og mørket overtage.
Hvis mennesket ikke udførte ritualerne, så ville mørket indtage lyset og kaos ville opstå.
Alt var derfor rituelt styret, med klare opgaver, til alle i samfundet.
Der var også helt faste tabuer for, hvad man bestemt ikke måtte gøre.
Ritualerne er mange og ikke altid lige logiske.
Der kunne ofres dyr og mennesker, synges, danses, laves bål, eller spilles teater.
Når mørket var overvundet og når kosmos igen var indstiftet, så kunne man feste og fejre at lyset og livet igen havde sejret.
Tiden var cirkulær og gik altså i ring, så hvert år skulle det hele startes forfra igen, kampen skulle kæmpes og sejren fejres.
Med kristendommens indførsel blev Kristus et symbol for lyset og indtog mange af de mytiske og rituelle træk, der prægede tidligere religioner.
Glædelig solhverv
Foto:
Tvøst.
Hammurabi lovstele, Hammurabi og Shamash.
Amon-Re følges af gudinden Maat. Mannicke.
Yderligere litteratur:
Ritual og praksis. Jørgen Podemann Sørensen.
Comments