I anledning af mors dag på søndag skal vi se på gudinden Kybele, kendt som Den Store Moder, Magna Mater.
Hun var en magtfuld gudinde fra Frygien, nutidens Tyrkiet, og oprindelig dyrket i form af en sort sten, muligvis en meteorit.
Hendes præsteskab, galli, var mænd, der kastrerede sig selv og iklædte sig kjoler.
Kybele var gudinde for bjergene, for vilde dyr, og som andre gudinder særligt løverne, som hun ofte er afbilledet med.
Ifølge mytologien havde Kybele en ung elsker og tilbeder kaldt Attis.
Der er forskellige myter om disse to, men ofte ender myterne med at Attis kastrerere sig selv og dør. Det fortælles blandt andet at Attis havde svoret Den Store Moder evig kyskhed, men at han brød sit løfte og mistede sin forstand. I vildskab løb han op i bjergene, hvor han kastrerede sig selv og døde. Kybeles sorg var dog så stor at Attis vendte tilbage til livet igen.
Døden og genoplivelsen af elskeren Attis var symbolsk for årets gang og viste Den Store Moders sorg over tabet af sin elsker i efterår og vinter og hendes glæde ved genoplivelsen af ham I foråret og sommeren.
Kybeles kult var særpræget og blodig, og hendes præster efterlevende myterne om Attis og piskede og kastrerede sig selv i blodige ritualer. De var eunukker og opfattet som værende imellem køn eller uden køn, og kunne kaldes ”halv-mænd” eller ”hun-han.”
Kulten for Kybele bredte sig til den hellenistiske verden og i foråret 204 f.v.t., under den 2. Puniske krig, hentede romerne gudinden, i form af den sorte sten, og hendes præster til Rom. Dette var på foranledning af råd fra oraklet i Delfi. Straks vendte krigslykken for romerne og en igangværende hungersnød endte. Dette anså romerne som et bevis på Kybele havde hjulpet dem, og i 191 f.v.t. fik hun sit eget tempel på Palatinerhøjen i Rom.
Kybeles præster og deres flydende køn var i stor modstrid med det patriarkalske Romerrige og derfor var det forbudt for romere at kastrere sig og forbudt at blive optaget i præsteskabet eller kulten. Præsterne levede derfor isoleret ved templet da en usikker kønsidentitet ikke var acceptabel.
Kybeles virke og kultens vigtighed blev der dog ikke sat spørgsmålstegn ved. Kybele blev beskytter af Rom og af romerne.
Hvert år blev der til ære for Kybele holdt en stor fest, ludi Megalenses. Kybeles kult blev statsgodkendt af kejser Claudius (41-54 fvt.) og de store fester blev offentligt tilgængelige. Fra den 4. til 10. April, fejrede man kybele og her lavede hendes præster farverige og larmende optog foran gudindens statue. Præsterne piskede og kastrerede sig selv og gudinden, i form af den sorte sten, blev renset ved en bæk fra floden Tiberen.
Senere udviklede Kulten sig til en mysterie og frelses religion i det romerske rige.
Kybeles kult blev udbredt i store dele af det romerske rige og nåede endda Hadrians Mur i England.
Her har man blandt andet fundet et alter til Kybele og ikke mindst en galli præst iklædt hvid kjole.
Litteratur:
Se Linktree
Comments