Kristi himmelfartsdag er i kristendommen den dag, hvor Jesus steg op til Gud.
Det er kun i Lukas evangeliet kap. 24 og Apostlenes Gerninger kap. 1, at Kristi himmelfart på denne dag omtales. De to skrifter er ofte anset, som havende samme forfatter.
I disse 2 skrifter siges det at Jesus skulle have været på jorden I 39 dage efter hans genopstandelse i påsken. I de dage skulle Jesus have vist sig sporadisk for sine disciple.
På den sidste dag viste Jesus sig på Oliebjerget øst for Jerusalem og steg til himmels for at være ved Guds side.
Helligdagen, der markerer himmelfarten, blev først indstiftet i det 4. årh., da man før denne tid fulgte Johannesevangeliet, der sætter Jesu opstandelse i påsken, sammen med hans himmelfart.
Flere kristne højtider var indrettet efter den jødiske kalender, påske ved den jødiske pesach, og pinse ved shavout.
Kristi himmelfartsdag har ikke noget jødisk forbillede.
Ved oliebjerget, hvor himmelfarten skulle være foregået, blev dagen oprindelig markeret i en hule, men efter at kristendom blev gjort til statsreligion af romerne, lod man et kapel og en kirke opføre omkring år 390.
Ved kapellet findes en klippesten med en fordybning, der traditionelt betragtes som Jesu fodaftryk, sat lige før himmelfarten.
Kapellet er revet ned og ødelagt i flere omgange, men i dag står der en moské omkring en ny udgave af kapellet.
Kapellet i moskéen benyttes ved Kristi himmelfartsdag som kirke.
Kapellets historie afspejler de religiøse stridigheder, der har kendetegnet Jerusalems historik.
Oliebjerget er som resten af Jerusalem fyldt med kristne, jødiske og muslimske steder, myter og ritualer.
Litteratur:
Gads Bibelleksikon, Gyldendals Bibelleksikon, Lex.dk, Religion.dk
Comments