I den romerske religion var Juno gudinde for dronningen, hustruen og den fødende kvinde.
Juno var eftersigende en etruskisk gudinde i byen Veji, som romerne forsøgte at indtage i 396 fvt.
Det var dog først da det lykkedes romerne at overtalte Juno til at holde med dem, at det lykkedes romerne at indtage byen.
Junos kultstatue blev som tak hyldet og flyttet med til Rom. her fik juno både tempel og kult, som den ypperste af gudinderne, og hun fik status som hustru til kongeguden Jupiter.
Romernes religion var stærkt inspireret af den græske religion og på mange måder kunne Juno sidestilles med den græske Hera, og Jupiter med den græske Zeus.
Juno rangerende lige under Jupiter og nød stor respekt som dronning.
Sammen med Jupiter og Minerva udgjorde Juno den triade, der beskyttede Rom.
Juno var særligt de gifte kvinders gudinde.
Kvinder fik ved indgåelse af ægteskabet deres ”Juno,” som repræsenterede deres frugtbarhed og seksualitet. Tilsvarende havde mænd deres ”Genius.”
Kvinderne fik nu en ny rang om hustru og moder.
Gifte kvinder svor ed ved deres ”Juno” og ofrede til hende ved deres fødselsdage.
Den 1. Marts blev der afholdt Junos vigtigste fest, matronalia, hvilket var de gifte kvinders fest.
Juno kunne med tilnavnet Lucinias, tilkaldes ved fødsler.
Her ville Juno hjælpe den fødende kvinde og hun repræsenterede på mange måder den kvindelige frugtbarhed.
Hendes dyr var koen, grundet dens frugtbarhed og påfuglen på grund af dens majestætiske pragt.
Junos mange funktioner og mytologien, samt ritualerne omkring hende, er spredt over store dele af den romerske verden.
Juno havde forskellige tilnavne, epiteter, og virkeområde, der blev markeret ved forskellige rituelle mærkedage på året, ved hendes forskellige helligsteder.
Flere af Heras dage blev med indførslen af kristendommen tildelt Jomfru Maria.
Juno er juni måneds første fredagsgudinde
Foto:
Juno, Vatikanmuseet, Public Domain
Juno-Hera, Pompeji, Wikimedia Commons
Litteratur:
Antik Mytologi, Christian Gorm Tortzen, Gyldendal, 2009
Romerske Guder og Helte, Leo Hjortsøe, Politikens forlag, 1982
Comments